4 danske piger til Universiaden 2013

Med lidt teknisk hjælp fra min kæreste og en kammerat er det nu endelig lykkedes mig at lave en blog! Godt at jeg er bedre til at løfte vægte end jeg er til teknik. Om under en uge er vi fire danske piger der rejser til Rusland for at deltage i en kæmpe sportsbegivenhed og jeg har skrevet lidt om det. Holdet består af Christina Trier Ejstrup, Line Niiranen Jacobsen, Sara Andreasen og undertegnede og konkurrencen afholdes i Kazan, Rusland.

Det danske hold bestående af: bagerst Line Niiranen Jacobsen, Jane Giessing, Roland Giessing, Pernille Sølund Hansen og forrest Sara Ellegaard Andreasen og Christina Trier Ejstrup.
Det danske hold bestående af: bagerst Line Niiranen Jacobsen, Jane Giessing, Roland Giessing, Pernille Sølund Hansen og forrest Sara Ellegaard Andreasen og Christina Trier Ejstrup.

Den 27. universiade

Universiaden er en tilbagevendende sportsbegivenhed, der afholdes hvert andet år. Konkurrencen er udelukkende for universitetsstuderende og kaldes også for World Student Games. I Danmark er universitetssport ikke særlig udbredt og dermed er Universiaden ikke alment kendt, men i mange lande, hvor man dyrker universitetssport, er Universiaden en af de største begivenheder.

Det forventes, at der ved dette års Universiade vil deltage 13.500 universitetsstuderende, hvilket gør Universiaden til den 2. største sportsbegivenhed efter OL og derfor også bliver kaldt OL for universitetsstuderende.

Mange store navne har meldt deres deltagelse i begivenheden og for vægtløftningen gælder det bl.a. Oxana Slivenko, tredobbelt verdensmester og firedobbelt europamester i kvindernes 69 kg klasse og Nadezhda Yevstyukhina, tidligere verdens- og europamester i kvindernes 75 kg klasse. Desuden deltager OL 2012 sølvmedaljevindere Apti Aukhadov, Alexander Ivanov og Tatiana Kashirina og OL 2012 bronzemedaljevinder Ruslan Albegov.

Der kan vist ikke herske tvivl om at russerne stiller med et meget stærkt hold og at niveauet ved dette års Universiade vil være tårnhøjt.

Oplevelser

Universiaden rummer 27 sportsgrene, herunder atletik, badminton, svømning og mange andre discipliner som man kender fra De Olympiske Lege. Der er bygget 36 nye arenaer/lokaliteter til dette års Universiade. Udover at være repræsenteret ved vægtløftning, er Danmark også repræsenteret ved atletik, fægtning og gymnastik.

Som ved De Olympiske Lege, bliver der ved Universiaden også afholdt en storstilet åbningsceremoni og der har været snak om, at der bl.a. vil være et Cirque du Soleil show.
Desuden er der en Universiadeflamme der, som ved OL, vil ankomme om aftenen ved åbningsceremoni i Kazan Arena. Før flammen kom til Rusland, har den været igennem 51 byer på fem forskellige kontinenter.

Det danske vægtløftningslandshold

I 2011 var vægtløftning for første gang på programmet ved Universiaden og Christina deltog i Shenzhen, Kina. Derved er Line, Sara og Pernille debutanter, men vi alle håber dog på, at vi kan holde hovederne tilstrækkeligt kolde, til at levere tilfredsstillende resultater. Roland Giessing og hans kone Jane Giessing er med i Rusland og de vil fungere som henholdsvis træner og holdleder.

Vægtløftningen forløber over 6 dage fra den 7. til den 12. juli. De lette piger, Christina og Sara (58 kg), lægger ud med at løfte den 8.juli, Line (63 kg) efterfølger dem den 9. juli og Pernille (69 kg) afslutter danskernes deltagelse i vægtløftning den 10. juli.

Målsætning

Fælles for alle piger er, at de alle gør forhåbninger om at løfte op til deres bedste. Det er et stort stævne og kun Christina har prøvet at løfte til et stævne af de dimensioner. Vi håber derfor alle at kunne levere nogle gode løft, gode placeringer og få noget rutine samt fede oplevelser med i bagagen.

Christinas målsætning til Universiaden er at lave årsbedste i tokamp og at komme op i kropsvægt – derfor er hun tilmeldt i 58 kg klassen. Line håber på, at kunne forbedre sin personlige rekord og løfte op mod 142 kg i tokamp. Sara vil forsøge at løfte 135 kg i tokamp og derved lave B-krav til EM for juniorer. Pernille er kvalificeret til EM for U23 i Estland, men har gjort sig forhåbninger om, at kunne forbedre sin tokamp fra 156 kg til 160 kg i løbet af året. Vi glæder os til at se alle de stærke russere vise os, hvordan man løfter vægte!

Stay tuned. Der vil løbende komme lidt opdateringer fra Rusland fra afrejse 4. juli til hjemkomst 14. juli.